SLETTEN & TUSINDÅRSHAVEN
Sletten er et helt unikt boligområde. Da Holstebro Kommune udstykkede området inkluderede det et samarbejde med danske og udenlandske forskere samt stadsgartner Carl Åge Sørensen, som var kendt for sin banebrydende tilgang til bæredygtighed og grønne løsninger.
Området er lavet som en stor skov, hvor boligområderne er placeret som hver sin lille skovlandsby med stort fællesareal, der repræsentere det grønne byrum. På Sletten er der derfor masser af natur, og alle husene på Sletten har skoven lige i baghaven.
Herudover findes også Tusindårshaven, der er indviet i 2001. Tusindårshaven udgøres af egetræer, der er plantet med ca. 50 meters mellemrum i linjerne på et kvadrat med målene 1 x 1 kilometer. Her i Gøgeurten står "vores" lille del af Tusindårshaven på Grønningen ud for nr. 6.
Tusindårshaven skal vise kommende generationer i det 3. årtusinde, hvordan vi forholdt os til naturen i år 2000, og træerne skal i løbet af de næste mange år vokse sig store og bredskuldrede.
I forbindelse med Tusindårshaven er der rejst en 'runesten' med en kort beskrivelse af haven. I stenen er der lagt en tidskapsel, der bl.a. indeholder dokumentation for området, da haven blev lavet, og planer og idéer, der har betinget, at området ser ud, som det gør.
Og hvem ved - måske bliver tidskapslen på et tidspunkt åbnet og suppleret med ny viden om området?
----------------------------------
Inskriptionen på runestenen:
"TUSINDÅRSHAVEN VED SLETTEN
Denne sten er rejst ved årtusindskiftet som en hilsen fra det 20. århundrede til generationerne i det 3. årtusinde.
Sammen med egetræer i kanten af et kvadrat på 1 x 1 km markerer stenen, at vi finder forholdet mellem kultur og natur forbilledligt på dette sted.
Tusindårshaven symboliserer at kunsten, videnskaben og museet er kommet til landskabet."